STH opfordrer til akkreditering af alle aktører
Torsdag den 20. februar satte DR Kontant spot på servicehunde til mennesker med psykiske diagnoser i udsendelsen ”Når servicehunden svigter”. Udsendelsen tog udgangspunkt i to hunde/bruger teams og fortalte også om den økonomi, som to leverandører af psykiatriske servicehunde har i deres forening.
STH har mere end 25 års erfaring med at udvælge og specialtræne servicehunde til mennesker med bevægelseshandicap, men vi træner og leverer ikke psykiatriske servicehunde. Alligevel var vi med i udsendelsen.
STH medvirkede som ekspert
Vores chefinstruktør Lise Lotte Christensen var med som ekspert på udvælgelse, træning og udplacering af servicehunde. Liselotte medvirkede også for at fortælle om vores arbejde med de internationale standarder, der er på området for servicehunde. I Danmark er der ikke særlige krav for arbejdet med servicehunde. Men der findes internationale standarder for arbejdet, som udbyderne kan vælge at følge.
”Det er en kompleks opgave og et stort ansvar at arbejde med at træne og udplacere servicehunde til mennesker med særlige behov. Derfor arbejder vi hos STH efter internationale og gennemsigtige procedurer, når vi udvælger, screener, specialtræner og matcher servicehunde med ansøgere.
Vi har gennem 16 år været en akkrediteret forening under ADI – Assistance Dogs International, som har udarbejdet standarder for arbejdet med forskellige typer af servicehunde. Vi følger disse standarder, når vi udvælger og uddanner vores servicehunde og brugere,” siger Lise Lotte Christensen.
Standarder sikrer kvalitet
De internationale standarder hos ADI sikrer en høj kvalitet af servicehunde. Der er standarder og procedurer, der skal sikre, at en hund er egnet som servicehund, at den er sund, velfungerende og i stand til at hjælpe sin bruger. Også matching og samarbejde mellem hund og bruger er beskrevet i retningslinjerne, og der er procedurer for administration, økonomi og godkendelse af brugeransøgninger. Det betyder, at vores servicehunde og brugere bliver ADI certificerede servicehunde teams.
Opfordrer til akkreditering
Mette Størk Henriksen, formand for STH – Servicehunde til Handicappede tilføjer:
”Vi ved, hvor stor betydning det kan have for mennesker med fysiske handicap at få kærlig og kvalificeret hjælp af en servicehund. Derfor vil vi gerne opfordre til, at alle aktører, der udbyder ”specialtrænede hjælpehunde” skal forpligte sig til at følge de internationale minimumsstandarder.
For os er det vigtigt, at vi har en akkreditering, der sætter retning og giver gennemsigtige procedurer for vores arbejde. Det skal sikre ordentlighed og kvalitet i alle vores processer, ikke mindst fordi det involverer sårbare mennesker med udfordringer, som de ønsker hjælp til. Også servicehundene har brug for en ambassadør i arbejdet. De er levende væsner og ikke hyldevarer, og de skal behandles professionelt og omsorgsfuldt. Endelig har vi et ansvar for de betroede midler og de frivillige, der støtter den gode sag med penge og tid.”
Kort om STH - Servicehunde til Handicappede
STH - Servicehunde til Handicappede er en non-profit forening, der gennem 25 år specialtræner servicehunde til at hjælpe mennesker med bevægelseshandicap. Det kan f.eks. være delvise lammelser, rygmarvsskader, sklerose, polio, cerebral parese, muskelsvind, eller amputation af lemmer.
En servicehund kan hjælpe med en lang række opgaver. Den kan åbne og lukke skuffer, skabe og døre, trække strømper eller jakke af, trykke på lyskontakter, samle tabte genstande op fra gulvet, hente og bære forskellige ting, gø på kommando ved behov for assistance m.v. Den giver stor glæde og tryghed i hverdagen, og kan være med til at få mere fysisk aktivitet, frisk luft og socialt samvær ind i dagligdagen.
STH - Servicehunde til Handicappede er den eneste udbyder af servicehunde i Danmark, der er akkrediteret medlem af den internationale servicehundeorganisation Assistance Dogs International (ADI), og vores servicehundeteams er derfor ADI certificerede. Det sikrer, at vi lever op til høje, internationale standarder omkring udvælgelse og træning af hunde, matching og samarbejdet med brugeren, og opfølgning og dokumentation hele vejen igennem processen. Se mere på https://www.servicehunde.dk/om-sth/
***
Spørgsmål og svar om STH og vores forening
Hvilke krav og standarder skal man leve op til for at levere servicehunde?
Der er i dag ikke lovkrav om særlige standarder for arbejdet med at træne og udplacere servicehunde. Der findes dog internationale standarder for arbejdet med servicehunde, som udbyderne kan vælge at følge. STH - Servicehunde til Handicappede er akkrediteret medlem af den internationale servicehundeorganisation Assistance Dogs International (ADI), og STH servicehunde teams er således ADI certificerede. Siden 1949 har Dansk Blindesamfund desuden uddannet førerhunde til blinde, og foreningen er Danmarks eneste certificerede leverandør af førerhunde hos International Guide Dog Federation.
Hvor meget træning skal hunden have, før den er klar som servicehund?
Hos STH - Servicehunde til Handicappede tager processen med at udvælge, træne, screene, specialtræne, matche og samtræne en servicehund ca. 1,5-2 år.
Udvælgelsesprocessen af en servicehund starter allerede, når hvalpen er cirka 8 uger. På grundlag af en hvalpetest udplaceres egnede hvalpe hos vores frivillige hvalpeværter, som under kyndig vejledning af STHs instruktører, socialiserer og miljøtræner hvalpen til den er ca. 10-12 måneder gammel. 1 år gammel gennemgår hunden en række mentaltests og sundhedsscreeninger hos dyrlæger for at sikre dens egnethed. Hvis hunden er egnet, starter den på den avancerede træning hos en af vores specialuddannede servicehundeinstruktører. Servicehunden er færdiguddannet, når den er cirka 1,5-2 år. Herefter er den klar til at blive matchet og samtrænet med en bruger – en proces som strækker sig over flere måneder. Efter endt samtræning indstilles bruger og servicehund til en international offentlighedstest, som – hvis den bestås – giver brugeren adgang til at medbringe hunden, hvor hunde normalt ikke har adgang – f.eks. fødevarebutikker, restauranter, indkøbscentre, busser, tog, fly m.m. Se https://www.servicehunde.dk/servicehunde/traening-af-servicehunde/
Hvad koster en servicehund?
Brugeren betaler et engangsbeløb på 2.500 kr. for et medlemskab for livstid hos STH - Servicehunde til Handicappede. Foreningen stiller herefter servicehunden til rådighed for brugeren i hele hundens levetid. Men udgifter til hvalpeindkøb, hvalpetræning, foder, dyrlæge, opfølgning med træning/vejledning osv. er selvfølgelig langt dyrere og løber gennemsnitligt op i et beløb på ca. 250.000 kr. (i hele hundens levetid). STH anmoder derfor ansøger om at søge tilskud til hunden fra sin kommune, da hunden kan betragtes som et hjælpemiddel efter Serviceloven. STH har opfølgning i hele hundens levetid. Brugeren betaler selv for foder, sundhedstjek, tandpleje, forsikring mv. Økonomien i STH - Servicehunde til Handicappede er baseret på kontingenter fra foreningens knapt 400 medlemmer, arv, sponsorater, privates gaver og donationer, samt legater og tilskud fra fonde, kommunale bevillinger og puljer.
Der er desværre ca 33% af de indkøbte hvalpe, der ikke går gennem nåleøjet og bliver til en servicehund, men som foreningen også har haft udgifter til. Foreningen afholder også udgifter til akkreditering, udvikling, drift, administration, uddannelse af hvalpeværter og hundetrænere, information, forsikringer, afgifter, lokaleleje, kennel mv.
Hvem bestemmer, om man kan få en servicehund?
Mennesker med bevægelseshandicap, bosat i Danmark, kan søge om en servicehund hos STH -Servicehunde til Handicappede. Bevægelseshandicap kan f.eks. være forårsaget af delvis lammelse, rygmarvsskader, sklerose, polio, muskelsvind, cerebral parese, spasticitet eller amputation af lemmer.
Se https://www.servicehunde.dk/